Hvad siger brugerne?

Her vil der jævnligt sættes fortællinger ind, skrevet af brugere i rideterapi/hesteassisteret terapi.

 

Blogindlæg fra www.outsideren.dk
(med tilladelse fra blogger)

Nye veje at gå mod frihed 
Ulven, 30. maj 2017

Jeg må finde nye veje at gå. Finde nye steder, hvor det stadig anses som styrker at være selvstændig, viljestærk og retfærdighedssøgende. For en vild ulv som mig kan ej tæmmes – slet ikke med tvang.
Dette skrev jeg i et blogindlæg sidste år i september, og siden har jeg slidt mig frem til at komme til at gå nye veje. At vælge en mindre befærdet vej er til tider ensomt og fyldt med modstand. Først brød jeg med psykiatrien og mennesker, der ikke kan respektere mig som den jeg er, for at havne sammen med en privatpraktiserende psykiater, der vækkede al min angst for indlæggelse og tvang på ny. Og endnu en gang måtte jeg bryde op. Alt dette har medført en stor vrede over uretfærdighederne, som den opmærksomme læser helt sikkert ikke har kunne undgå at bemærke i mine blogindlæg. Jeg er nok ikke færdig med at kunne blive vred over uretfærdigheder eller færdig med at kæmpe for en anderledes og mere rummelig måde at behandle psykisk syge på. Men jeg har fundet noget på denne nye vej, som jeg er slået ind på. Og det er en ro eller måske mere korrekt en vished om, at jeg ikke kan ændre verden helt alene, og at verden må ændres lidt ad gangen. Men den kan ændres, og jeg er ikke helt alene.

Min nyeste vej har jeg fundet sammen med en islandsk hest: Sólfari og min rideterapeut Charlotte. Det er ikke raketvidenskab jeg praktiserer sammen med Sol, som min terapi hest også kaldes. Men Sol har lært mig noget vigtigt, som jeg har haft glemt i 6 år; at trække vejret helt ned i maven, så maven buler ud og det hele. Den har lært mig at føle tryghed. For hos Charlotte og Sol er der ingen der gør mig noget, ingen der diagnosticerer mig og, ingen der mellem linjerne siger, at jeg nok ikke har fulgt “programmet” fordi jeg har haft udsving i humøret. Ingen sygeliggørelse. Ingen dårlig samvittighed. Bare kærligt nærvær af hest og terapeut. En hest som får mig til at græde af sorg og lykke på samme tid. Af sorg fordi gammel uforløst sorg dukker op og forløses, mens duften af hest fylder mine næsebor. Sorg over al det tabte. Lykke gråd over alt det jeg dog har vundet. At jeg aldrig har været mere den rigtige mig. At selvom jeg ikke kan arbejde så er jeg stadig en, der bidrager til verden. At jeg stadig er her, så jeg kan få lov at få denne oplevelse af at være god nok, stærk nok og modig nok uden at skulle præstere andet udover simpelthen at være mig. En hest har gjort det, som psykiatrien ikke kunne gennem årevis. For Sol har bygget mig op ved at lade mig være den jeg er, ved at spejle mig og vise mig, at jeg er værd at elske. Også selvom jeg måske i morgen igen skulle tage en tur i den bipolare rutsjebane.

Min største oplevelse indtil videre kom i går, da Sol helt uden line eller andet fulgte mig, først i gang siden i løb. Kun drevet af dens egen frie vilje til at ville mig. Være i min nærhed. Bare fordi jeg er mig og intet andet. En kærlig oplevelse jeg har hungret efter i så mange år, og som jeg kun tager for gode varer fordi en hest ikke kan lyve eller have bagtanker. Jeg har længe været på vagt, men hos Hyllesletternes Islandsheste falder mit panser ned, så snart min hånd lægger sig på Sols hals under hans gyldenblonde manke. Jeg kommer mere og mere hjem til mig selv. Stadig en utæmmelig ulv men nu med en islandsk lømmel hest som makker klar til flere nye veje. For når jeg kan komme hertil med alt det som jeg har været igennem, så kan jeg også nå videre. Jeg er nået til et nyt plateau i min helingsproces, hvor det er godt nok at være mig også selvom jeg måske aldrig mere skulle komme til at arbejde igen.

Ride terapi er ikke en mirakelkur, men et godt alternativ eller supplement til øvrig behandling. Den er for dig, som trænger til at føle du er noget værd igen uden at skulle præstere en særlig indsats. Til dig som trænger til umiddelbar, varm respons. Til dig som har svært ved at stole på det gode andre mennesker siger, fordi du er blevet brændt og gjort til grin for mange gange. Heste og andre dyr kan ikke lyve. Det fjerner derfor helt automatisk mistillid fra ligningen, og skaber derfor en ny vej at gå, så du bliver styrket og helet. Mens hesten kærligt gumler i din jakke. Malene.

 

Udtalelse fra pige i Rideterapi hos Familien Frederiksens Isheste:

Mit navn er Emma.

Jeg er en pige på 18 år, som har haft en depression i lidt over 2 år.
Jeg har stort set prøvet alle former for behandlinger man kan, fra gruppeterapi til ungdomspsykiater. Indtil videre har intet hjulpet mig med depressionen.
For ca. 1 år siden startede jeg til rideterapi, som jeg blev anbefalet til at prøve af ungerådgivningen.  Før det var jeg blevet afvist af Bispebjerg Børnepsykiatriske afdeling to gange. jeg havde været på antidepressiv medicin i et år og jeg havde derudover talt med samtlige psykologer og ungegrupper osv., men intet af det havde hjulpet på nogen måde..

Så besluttede jeg og min mor os for at jeg skulle prøve rideterapi, og det var det bedste vi nogensinde har gjort.

Hver gang jeg kom hjem fra hestene kunne jeg føle at jeg fik en lille smule af den gamle Emma tilbage igen og jeg var glad for første gang i lang tid. Jeg har nu gået der et år, og jeg føler mig glad og rask og har det helt fantastisk.  Hver torsdag er nu ugens højdepunkt, for der ved jeg at jeg skal ud og ride. Det bedste jeg ved er at være ude hos hestene, for de har hjulpet mig igennem min depression.

Det var ingen psykologer, hospitaler eller ungdomsrådgiveres skyld at jeg blev rask.

Forskellen på rideterapi og rideundervisning skrevet af Emma
Da jeg først startede med at blive undervist, i stedet for at gå i terapi var der ikke den store forskel. Jeg lærte selvfølgelig nogle nye ting som jeg ikke vidste og ikke havde prøvet før. Men det var først da jeg begyndte at blive bedre og bedre, at Maja begyndte at forlange noget af mig mens hun underviste mig. Hun fortalte nemlig at når jeg nu var blevet så god, så skulle også til at begynde at lære de svære ting om at ride på islandske heste. Jeg blev tit frustreret hvis der var øvelser der bare føltes umulige at få hesten til at udføre, men når det så endelig lykkedes så fik man en helt speciel følelse af at der her var noget man virkelig havde styr på, en følelse af glæde. I forhold til rideterapien hvor man får af vide at man er god nok som man er, og man bliver også gladere når man får redskaberne til rideterapien så man kan føle sig god nok. Men det at få af vide man er god nok, og så selv føle det ved at løse svære opgaver med hesten er helt forskellige ting. Jeg kunne mærke at min selvtillid voksede jo bedre jeg blev til at ride, men derfor ville jeg ikke slippe rideterapien. For det er til terapien jeg kommer ud med nogle følelser som jeg netop ikke gør til undervisningen. Men kombinationen af de to ting, har gjort at jeg har fået det bedre med mig selv og accepteret at jeg er god nok som jeg er. Derfor vil jeg stadig bruge ridningen som mit redskab, hvis jeg går igennem en dårlig periode af mit liv hvor jeg føler mig trist. For så ved jeg at det er sammen med hestene at jeg kan være mig selv